Foran pressen remsede Mona Juul navnene op på alle partikammeraterne – og det illustrerede en væsentlig pointe

Morten Messerschmidt (DF) har kaldt politik for showbiz. Mona Juul (K) ville aldrig kalde politik showbiz. I hvert fald ikke den politik, hun selv dyrker. Der er dog en parallel, som hun mærker meget konkret lige nu: The show must go on. En drænende, sorgfuld uge er netop overstået. Pause blev der ingen af. Nu kværner det løs på højeste niveau igen. Den konservative gang på Christiansborg var onsdag på mange måder sig selv og på andre måder helt, helt anderledes end sædvanligt. Hvorfor gik døren til Mona Juuls kontor hele tiden op og i? Aldrig med Mona Juul som den, der gik ind eller ud. Hvorfor var Vallensbæks konservative borgmester, Henrik Rasmussen, her, der og alle vegne? Tilsyneladende blot fordi han tilfældigvis havde et møde på Christiansborg denne dag. Hvorfor dukkede partiets gamle topfigur Brian Mikkelsen pludselig op? Manden, der på valgaftenen i 2015, hvor De Konservative fik et af sine virkeligt elendige valg, blev set med et smil på læben, da man en kort overgang troede, at Søren Pape Poulsen ikke ville blive valgt ind. Klokken 10.40 onsdag formiddag skridtede han op ad gangen med multifarvede strømper på og en drenget løssluppenhed i sin gang. Havde Brian Mikkelsen ikke forladt politik i 2018 som erhvervsminister i VLAK-regeringen for at blive direktør i Dansk Erhverv, ville det med meget stor sandsynlighed have været ham, som i dag blev præsenteret som ny politisk leder af De Konservative. Nu viste det sig, at han og hans regnbuestribede strømper blot var der, fordi han skulle direkte igennem på TV 2 News for at blive interviewet som direktør for en brancheorganisation, der blandt andet tæller virksomheder i den danske våbenindustri som sine medlemmer. Lidt længere nede ad gangen havde der nemlig lige været pressemøde i Statsministeriet om flere ressourcer til forsvaret. Den tidligere konservative topfigur var der ikke, fordi han skulle spille en rolle i den politiske maskine, der kværner skånselsløst videre og gennem sorgen, fordi et parti skal have en ny leder. Sådan fungerer partier jo, som Mona Juul sagde lidt senere. Tale til baglandet For det blev selvfølgelig Mona Juul. Det er hende, pilen har peget på hele tiden. Ikke bare siden Søren Pape Poulsen pludselig faldt om, men siden De Konservative igen fik et elendigt valg i november. Det kan godt være, hun ikke selv har peget, men det har stort set alle andre i partiet, der betyder noget i denne sammenhæng. Pressemødet, hvor hun for første gang tonede frem som partileder, blev transmitteret live på DR, TV 2 og alle betydelige nyhedssites. Alle i Danmark kunne følge med i det pressemøde. Men målgruppen var ikke alle i Danmark. Målgruppen var det, der udgør det konservative bagland i Danmark. Det kunne man høre på det, der blev sagt, og det blev også konkret sagt af kilder i partiet bagefter. Mona Juul havde først og fremmest én opgave: at forsikre alle konservativt sindede mennesker om, at det er ikke Mona Juul med kontoret fyldt med vild og ekspressiv kunst (blandt andet et stort maleri af en kvinde, der har sex med sig selv), der er ny leder af De Konservative. Det er den pæne, ordentlige Mona Juul, der står der i en virkelig nydelig jakke, der er så intenst pastelblå under hendes frie, blonde lokker, at hun nærmest kom til at ligne et omvandrende mågestel. Tryghed og taknemmelighed Politisk ordfører Mette Abildgaard varmede op for Mona Juul. Fortalte om, hvor taknemmelig gruppen er over, at nogen er villig til at påtage sig sådan en hård og svær opgave. Fortalte, at gruppen er tryg ved, at Mona Juul kommer til at repræsentere den linje, partiet hele tiden har haft. Det er ikke ligefrem normalen, at en ny politisk leder kommer til og som det første bliver mødt med taknemmelighed over, at hun overhovedet orker. Og at hendes kolleger først og fremmest er trygge ved, at hun ikke sådan kommer og begynder at lave om på tingene. Men Mette Abildgaard ville ikke selv have posten. Mai Mercado tjekkede ud af partiledelsen, da hun for nylig frasagde sig gruppeformandsposten. Rasmus Jarlov er syg og skrev i øvrigt på X, at han hans holdninger ikke flugter med resten af gruppens, så han derfor slet ikke ville være den rigtige, men at han dog »forhåbentlig« kan give en hånd til projektet, når han ikke længere er syg. Og så var der ligesom kun Mona Juul tilbage i folketingsgruppen. Mona Juul illustrerede det selv mere eller mindre frivilligt, da hun sagde: »Der er så mange gode mennesker i det her parti. Jeg føler mig rigtig glad ved at have Mette Abildgaard som tæt samarbejdspartner og ved at have en stærk folketingsgruppe, som står lige her med Mai og med Rasmus, med Helle og Brigitte og Per og Niels Flemming, Lise, Dina og Tina.« Mona Juul kunne nævne fornavnene på alle (hun kiggede dog ned i sine papirer midtvejs). Det er der ikke mange andre, der ville kunne. Test selv, om du kan efternavnene. Den konservative folketingsgruppe består af profiler, som er kendt af mange, men ikke orker, Abildgaard, Jarlov, Mercado. Af Niels Flemming Hansen, som bruger det meste af sin tid på at opnå valg som spidskandidat til Europa-Parlamentet. Og af Helle og Brigitte og Per, Lise, Dina og Tina. For alle sammen gælder det i øvrigt, at de også sidder i enten et byråd eller et regionsråd og dermed ikke har kastet al tid og energi ind i at arbejde sig frem i Folketinget. Både Mette Abildgaard, Rasmus Jarlov og Mai Mercado droppede lokal- og kommunalpolitik, da de kastede alle ressourcer ind i landspolitik. Det samme som altid Så nu var det Mona, der stod der. Ikke Mette, Rasmus eller Mai. Eller Brian for den sags skyld. Mona Juul, der har udfordrende kunst hængende på sin væg. Der aldrig har markeret sig på nogen af de politikområder, der har været kernepolitikområder i De Konservative næsten altid, retspolitik og forsvarspolitik. Eller på udlændingepolitikken, der rykkede helt ind i kernen under Søren Pape Poulsen. »Mit politiske liv har mest handlet om erhverv og klima,« sagde Mona Juul i en nedskrevet og oplæst tale, der handlede meget om tabet af Søren Pape Poulsen. »Man skal have mod på og styrken og lysten til at stå i spidsen af Det Konservative Folkeparti, og hvis jeg ikke havde haft de følelser, havde jeg bare ikke sagt ja,« sagde hun. »Og så sidder der nok en enkelt eller to og tænker, hvad Det Konservative Folkeparti så skal nu,« sagde Mona Juul og gav med det samme svaret: Partiet »skal arbejde for indflydelse og de værdier, som det altid har stået for.« Og det skal det med Mona Juul som politisk leder. Hun skal også fortsætte som gruppeformand. Og når partiet i løbet af foråret har holdt et ekstraordinært landsråd, skal hun også være formand for organisationen. Det var i øvrigt nøjagtig sådan, Søren Pape Poulsen også startede sin politiske karriere på Christiansborg. Som politisk leder, landsformand og gruppeformand. https://www.berlingske.dk/politik/foran-pressen-remsede-mona-juul-navnene-op-paa-alle-partikammeraterne-og